Klint Homes
Hvor er vi, og hvordan havnede du lige præcis her?
Vi er i en toværelses i Malmö. Jeg købte lejligheden for lidt over et år siden sammen med min søster. Jeg voksede op i Skåne, og det vil altid føles som at være hjemme.
Hvad kan du bedst lide ved dit hjem?
Nu om foråret og sommeren er balkonen helt flot. Så snart morgensolen kigger frem i weekenderne, sætter vi os ud med en kop kaffe. Det blæser ofte i Malmö, men fordi vores lejlighed ligger midt i en U-formet bygning, er der altid læ på vores balkon.
Hvordan tænkte du omkring farvesammensætningen af dit hjem?
Når det kommer til farve, har jeg ofte valgt at gå efter noget sikkert, men denne gang vidste vi begge to, at vi ville prøve noget nyt og anderledes. Vi valgte farve rum for rum, uden at tænke så meget på, hvordan det ville matche, men det blev helt perfekt.
Hvilke farver har du valgt, og hvad gjorde, at du faldt for lige præcis dem?
Det første, man ser, når man kommer ind i lejligheden, er det blå loft. Da der ikke er vinduer i gangen og dermed ikke så meget lysindfald, ville vi vælge farver, som byder en velkommen med det samme, man kommer ind. De hvide vægge gør, at rummet alligevel føles lyst, og det blå loft gør, at man med det samme får øjnene op og bliver lidt positivt overrasket.
Når du går videre gennem gangen til stuen og køkkenet, er vi skiftet helt over til en anden farve. I disse rum er hovedmaterialet eg, så vi ville male i en organisk tone, som lader egegulvet og træmøblerne tale for sig selv. Vi bestemte os for at gå efter en farve, som vi virkelig kunne lide og bruge den overalt i stuen og køkkenet. Ikke kun på væggene, men også på loftet, lister og andre elementer. Vi faldt umiddelbart for 40 - Oasis, den perfekte neutrale farve, som man aldrig bliver træt af, selv om den er malet i store dele af lejligheden.
Hvad blev du mest tilfreds med?
Jeg er mest tilfeds med, at vi turde bruge farve. Vi snakkede meget frem og tilbage om, hvordan vi skulle gøre det, men vi tog beslutningerne undervejs i dekoreringen og turde at følge mavefornemmelsen.
Beskriv din interiørstil med tre ord.
Personlig, naturmaterialer og legende.
Har du nogle tips til dem, som gerne vil male om?
Vi turde for første gang at bevæge os ud af vores komfortzone, så mit råd til dig, som vil male om, er: du skal turde prøve. Det er bare maling, det værste, der kan ske, er, at du skal male om igen ;)
#klinthomes
© Klint 2024, Alle rettigheder reserveret